Velfærdsstatens og venstrefløjens kollaps
De sidste 40 år er den socialistiske fagbevægelse blevet svagere og svagere, og den politiske venstrefløj har ikke formået at stå imod neoliberialismens angreb på velfærdsstaten, skriver Ulf Harbo i denne blog.
Vi har sejret ad helvede til, sagde LO formand Thomas Nielsen i 1982. De efterfølgende godt 40 år er det kun blevet værre med en svagere og svagere socialistisk fagbevægelse og en politisk venstrefløj, som ikke har formået at stå imod neoliberialismens angreb på velfærdsstaten.
De værste angreb på det danske velfærdssystem, den danske model og det sociale sikkerhedsnet kaldes populært for fattigdomsreformerne. Det inkluderer dagpengereform i 2011, førtidspensions- og fleksjobreform i 2013, kontanthjælpsreformer i 2014 og 2016 og sygedagpengereform i 2014 for at nævne nogle af de værste. Den danske model blev reelt aflivet med lærerlockout og regeringsindgreb i 2013.
Siden Enhedslisten blev dannet i 1989 har der været forskellige jokes om, at dannelsen af Enhedslisten er udtryk for en højredrejning af den yderste venstrefløj og generelt i vores samfund.
Som den med metalarbejderen der snakkede med sin kollega om højredrejningen i det danske samfund;
“Jeg har også oplevet en helt urimelig højredrejning efter, at jeg har meldt mig ud af det kommunistiske parti og ind i Enhedslisten.”
Venstrefløjens dilemma
Venstrefløjens paradoksale dilemma er, at vi på den ene side har nogle grundlæggende humanistiske værdier om, at alle udsatte skal behandles ordentligt, samtidig med at vi for at kunne mobilisere masserne i den brede befolkning bliver nødsaget til at fremstå “normale”, ikke stikke for meget ud og anerkende den brede befolknings bekymringer.
Bliver vi på den yderste venstrefløj nødt til at ændre os selv for ikke at fremstå fanatiske og ekstreme for at imødekomme den brede befolkning, eller skal vi stå fast på, hvad vi tror, er det rigtige, indtil det, som de fleste opfatter som fanatisk idealisme, bliver normalt?
Lidt polemisk kunne man spørge, om populisme og pragmatisme er vejen frem for den yderste venstrefløj i Danmark?
Vi skal have vendt skuden, finde tilbage til vores rødder og være et reelt alternativ til den landsskadelige konsensuspolitik, der bliver ført i Danmark i disse år.
På en lang række områder har det mest venstreorienterede parti i Folketinget Enhedslisten de senere år ændret sig på markante områder i forsøget på at være mere normale og midtersøgende. Dermed er det ikke mere bare en joke, men en reel voldsom og urimelig højredrejning vi ser på venstrefløjen i disse år;
NATO- og EU-modstand er blevet droppet til fordel for en mere pragmatisk tilgang, og vi har sågar været med til at sende våben til Ukraine, selv om vi har vedtaget, at vi er et antimilitaristisk og pacifistisk parti.
Vi har også været med i brede forlig inden for socialpolitik og beskæftigelsespolitik, som mange ellers ville have forsvoret særligt efter Thoning-regeringens mange reformer og Dongsalg, hvor Enhedslisten senere retrospektivt er relativt enige om, at de skulle have trukket støtten til Thorning-regeringen.
Enhedslisten stemte for “Aftale om ret til tidlig pension” i 2020 og 2022, selv om de er lavet med et bredt flertal i Folketinget, og af mange opfattes som en forringelse af velfærden, fordi aftalen inkluderer, at der skal spares på området.
Enhedslisten stemte for “Barnets lov” i juni 2023, selv om mange har advaret imod, at loven vil medføre flere tvangsadoptioner og tvangsanbringelser og loven ligger i slipstrømmen på Mette Frederiksens kontroversielle nytårstale, der lagde op til flere tvangsanbringelser og tvangsadoptioner.
Samtidig med dette har identitetspolitik med kampen for transseksuelles rettigheder i front skabt intern splittelse i Enhedslisten og gjort mange socialistiske feminister politisk hjemløse, hvilket kun gør opgaven med at samle venstrefløjen om et samlet politisk projekt mere vanskelig.
Bliver Enhedslisten SF version 2.0?
Jeg frygter, at Enhedslisten er ved at blive et SF version 2.0, og at vi på den yderste venstrefløj vil få endnu flere inkarnerede socialister, for hvem der intet parti er i Folketinget, der er værd at være medlem af og lægge sine kræfter i.
Helt personligt har jeg som medlem og folkevalgt for Enhedslisten oplevet alt for mange gode kammerater melde sig ud de seneste år af forskellige årsager som for eksempel den nye EU-linje, NATO-linje eller fordi identitetspolitik fylder alt, alt for meget.
Den del af identitetspolitikken, som splitter mest lige nu, er kort fortalt, at dem, der stiller sig kritiske over for de mange kønsidentiteter og Pernille Skippers udtalelse i Folketinget om, at mænd kan føde børn og påstanden om, at transkvinder er rigtige kvinder og mindreårige kan få lov at forsøge at skifte fysisk køn, bliver marginaliseret og udskammet med beskyldninger om transfobi.
Det har været Enhedslistens styrke, at vi kunne være rygende uenige om mangt og meget men stadig diskutere det sammen på en ordentlig måde og uden, at folk meldte sig ud af partiet.
Men derfra, hvor jeg står, ser jeg desværre et langsomt demokratisk kollaps både i vores samfund generelt og på den yderste venstrefløj.
Vi skal have vendt skuden, finde tilbage til vores rødder og være et reelt alternativ til den landsskadelige konsensuspolitik, der bliver ført i Danmark i disse år.
|
